Mine søstre håbede på, at det skulle være mig, som videreførte familiens hjertebarn; vores autogenbrug!

Tiden er just nu inde til, at Jer fantastiske læsere får mit inderste jeg at se. De seneste par posts, jeg har forfattet til denne blog, har handlet om usandsynligt forskellige problematikker. Jeg har nu trang til at fortælle en anden slags historie, & delagtiggøre Jer i, hvad jeg erindrer fra min opvækst. Jeg erindrer klart, hvor ovenud meget tid, jeg brugte i selskab med min vatti. Han drev en autogenbrug, hvor autoophug samt ophug af andet metal var den mest essentielle kilde til indkomst. Han elskede sin autogenbrug, & spenderede hele nætter og dage på autoophug. Jeg tilbragte fantastisk meget tid på familiens autogenbrug, som var placeret klods op af vores fire-længede gård. Hver eneste eftermiddag efter skole, spenderede jeg resten af dagen med at bistå ham med ophug af forskellige ting. Jeg tvivler på, hvor meget selve ophugningen interesserede mig, men jeg elskede at være tæt på min familie. & det var fantastisk almindeligt, at hele min familie hjalp til i familiens autogenbrug. Og det er jo egentlig virkelig heller ej underligt, fordi vores autogenbrug var jo dét, som sikrede vores overlevelse!

Lige så stille som jeg blev ældre, debatterede vi, hvem af os søde små børn, der stod til at skulle videreføre familiens kære autogenbrug. Da jeg er den ældste af 5 søskende, var det umiddelbart oplagt, at det skulle være mig, som skulle videreføre vores hjertebarn; familiens autoophug. Men som allerede fortalt, havde ophug af metal aldrig nogensinde rigtig været noget, som fangede mig. Min interesse lå og lægger et andet sted. Jeg havde siden tidernes morgen haft i sinde at arbejde med patienter, da jeg havde og har lyst til at forbedre verden. Og jeg vil gerne være oprigtig vedr., at min drøm derfor ej var at videreføre familiens hjertebarn; vores autogenbrug. Indledningsvis var alle familiens medlemmer vrede, af den grund, at de allermest havde håbet, at jeg havde tænkt mig at videreføre familiens arv; en autogenbrug. Men efter nogle dage accepterede de alle sammen, at jeg ikke havde lyst til at overtage min families autoophug. Og siden blev løsningen, at min lillebror overtog vores autogenbrug, så vi fik en lykkelig slutning!